onsdag den 29. juli 2009

Det grønne drys

Var i Lillevangs køkken i går og lave tiramisu. Mere om det senere. Nu handler det om glæden over, at plejecentret har fået en frodig køkkenhave og højbede med egne krydderurter.

Annette var ude og hente frisk persille og purløg til at klippe over cafeens lune æggekager til frokost. Det er bare en tand mere lækkert, når de er helt friske.

Og så lidt kedeligt... de fine avocadois fra sidst står stadig nede i fryseren. Så der er ikke andre end os selv, der har smagt dem endnu. Øv.

Rutinen er åbenbart ikke på plads, kommunikation virker ikke endnu. Dem i husene, som ved at vi er begyndt at lave særlige retter til beboere med lille appetit, er på ferie...

Bare en af de store arbejdspunkter, når der skal laves nyt - at alle får den rigtige viden og bruger den.

Om igen... Spændende nok, når man tager det som en udfordring.

mandag den 27. juli 2009

Avocado is

Så er det besluttet - i de næste måneder går jeg med i køkkenet en gang om ugen og udvikler nye retter til dem med lille appetit. Jeg glæder mig!!!

I første omgang til beboerne i Kornel- og Syrenhavene, vores 2 forsøgshuse på plejehjemmet. Senere - forhåbentlig - til de andre huse, og dem der får mad leveret hjemme.

Jeg nåede at lave 140 fine, små bøtter avocadois før ferien. Det tog en krig - men udvikling tager vel tid...
Opskriften fik vi fra Herlev Hospitals Centralkøkken - en stor tak for det! - hvor de er langt frem med at lave institutionsmad, der virkelig smager godt. Og hædret af Den Gastronomiske Akademi for det. Køkkenet er en stor inspiration i arbejdet med at lave god mad i store køkkener.

I vinters kørte hospitalet 'Herlevs herligheder', et forsøg med særlige små, spændende, energitætte retter til ældre patienter med lille appetit. Avocadois, åleterrine, glaseret laks, æblekage - og 32 andre lækre retter udviklet i samarbejde med kokken Rasmus Bo Bøjesen.

Den gode mad kunne bestilles og leveres på alle tider af dognet, og skulle hjælpe patienterne med at tage på i vægt og blive hurtigere rask. Mad som en slags medicin. Det bliver spændende at se resultaterne, når de har evalueret færdigt.

Og spændende at høre, hvad 'vores' beboere synes om isen, når jeg kommer derovre i morgen.

torsdag den 9. juli 2009

Prøver på proteindrik

I sidste uge samledes ledere og flere medarbejdere fra de to forsøgshuse på Lillevang til en mini-workshop om hjemmelavede proteindrikke. Drikkene er gode, når man har brug for næring og energi, men har en lille appetit.Blenderne kørte om kap, og der blev lavet drikke med forskellige smag: jordbær, blandet bær, kakaomælk med vaniljeis, banan/jordbær/hindbær, og en med blendede chokolade skildpadder. (Lækker!)
Både vi og de beboere, der prøvede drikkene, syntes de smagte rigtig godt. Og bedre end den proteindrik, man kan købe.

Jeg kan bedst lide en med appelsin, en opskrift fra Mejeriforeningens hæfte, 'Lokkemad'. Hæftet er gratis (man betaler porto), og har opskrifter for 8 gode proteindrikke. Den kan bestilles fra foreningen på tlf. 8737 5700.
Vi lavede drikkene, mens varmen var på sit højeste. Måske var det derfor, vi synes, de er bedst meget kolde. Det passer fint, at lave en kande eller to om morgenen, og så serverer drikkene fra køleskabet hele dagen.

Eller hælde op i små bægre i fryseren - og tage op og lade tø efterhånden efter lyst.

mandag den 6. juli 2009

Velkommen på ny

Efter en pause, hvor vi ikke rigtig har brugt bloggen, er der kommet nyt liv i den. Den har fået et nyt navn - og er ikke længere kun til intern brug.

Et problem med den gamle 'Kræsekost' var at man skulle logge ind for at læse den. Nu kan alle se med uden login. Vi håber, det betyder, at flere får lyst til at følge med i arbejdet med maden. Og komme med kommentarer.


Så... om du spiser, serverer, laver, tager beslutninger om eller på anden måde kan have en mening om Furesø kommunes madservice- og plejehjemsmad - eller om ældremad generelt: Velkommen og velbekommen. Vi glæder os til at høre fra dig.