Viser opslag med etiketten dybe tallerkner - inspiration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dybe tallerkner - inspiration. Vis alle opslag

mandag den 21. juni 2010

Herlevs herligheders avocado is

Det lakker mod enden, når måneden er færdig er projektpengene det også. Så skal det gode arbejde, vi har lavet i de sidste halvandet år omkring ældremad og undervægt, fortsætte uden.

Det ser også ret positivt ud - der er langsomt blevet flere og flere hjælpere og køkkenfolk, og ikke mindst deres ledere, som har fokus på maden og måltiderne.
En af vores inspirationskilder har været Herlev Hospitals Centralkøkken, som sidste år kørte forsøget 'Herlevs herligheder', hvor undervægtige ældre patienter kunne bestille små, energitætte lækkerier. Forøget har haft gode resultater - til efteråret starter man med at lave retterne igen.

Avocado-isen var langt den mest populære ret - og den har vi venligst fået lov at få opskriften på. Nogle af beboerne på plejecentret synes den er mærkelig, mange er rigtig glad for den. Der er lidt mere æggeblomme i forhold til Herlevs oprindelige opskrift, til 3 små portioner bruges:

1 stor, moden avocado
1,5 dl. piskefløde
5 pasteuriserede æggeblommer
120 g. sukker
2 spsk. citronsaft

Ingredienserne blendes sammen og smages til - evt. skal der mere citronsaft i. Blandingen fryses til is, det tager 4-5 timer. Der røres hver halve time i massen, mens den fryser ind, så der ikke dannes krystaller i isen.

Isen holder sig fint i fryseren. På plejecentret laver køkkenet en stor portion, som pakkes i små bægre, og kommes i husenes frysere sammen med de andre små retter. Så er de lige til at bruge, når en beboer trænger til et lille, energirigt mellemmåltid.

tirsdag den 2. december 2008

Erfaringer fra Brønshøj

Man kan da være heldig! Jeg har lige haft en lang snak med Henriette Friis Sørensen, som har plads i kalenderen til at komme til møde d. 9. januar 2009. Mødet er en af de 2 i Projektgruppen omkring de småtspisende.

Henriette arbejder i Brønshøj med ernæringsterapi til hjemmeboende ældre. De har været i gang siden 2005, har mange gode resultater og har mødt mange udfordringer. Det var spændende at snakke med hende - om nødning, om det vi har aflært folk i hjemmehjælpen, om at lave noget godt selvom pengene er små oma. Dejligt at snakke med en ildsjæl.

Hun tager Kirsten Goos med, hun arbejder med det samme i Valby. Er det ikke også der, du var, Gitte? De vil meget gerne dele ud af deres erfaringer - og glæder sig, da det 'er altid skønt at dele viden med nogle kloge hoveder'.

mandag den 1. december 2008

Til Københavns Madhus

På torsdag tager Lisbeth og Agnete, køkkenlederne på Lillevang og Ryetbo, Tana, leder på Lillevang, og jeg på udflugt. Vi skal til 'forsamlingshus' i Kbh. Madhus og høre om deres arbejde med rating, som de kalder Køkkenløft.

Køkkenløft skal være en måde at evaluere de offentlige måltider, så bedømmelsen kan bruges af køkkenerne selv til at holde en god standard og udvikle sig. Madhuset har arbejdet på det i over et år sammen med nogle af kommunens køkkener på plejehjem, dag- og døgninstitutioner. Spændende, hvad de har fundet frem til.

Glæder mig også at høre, hvad Githa Parry, Kost- og Ernærings forbundets formand/k, har at sige - jeg synes tit, hun siger noget klogt.

Klik her hvis du vil se programmet...