mandag den 21. juni 2010

Herlevs herligheders avocado is

Det lakker mod enden, når måneden er færdig er projektpengene det også. Så skal det gode arbejde, vi har lavet i de sidste halvandet år omkring ældremad og undervægt, fortsætte uden.

Det ser også ret positivt ud - der er langsomt blevet flere og flere hjælpere og køkkenfolk, og ikke mindst deres ledere, som har fokus på maden og måltiderne.
En af vores inspirationskilder har været Herlev Hospitals Centralkøkken, som sidste år kørte forsøget 'Herlevs herligheder', hvor undervægtige ældre patienter kunne bestille små, energitætte lækkerier. Forøget har haft gode resultater - til efteråret starter man med at lave retterne igen.

Avocado-isen var langt den mest populære ret - og den har vi venligst fået lov at få opskriften på. Nogle af beboerne på plejecentret synes den er mærkelig, mange er rigtig glad for den. Der er lidt mere æggeblomme i forhold til Herlevs oprindelige opskrift, til 3 små portioner bruges:

1 stor, moden avocado
1,5 dl. piskefløde
5 pasteuriserede æggeblommer
120 g. sukker
2 spsk. citronsaft

Ingredienserne blendes sammen og smages til - evt. skal der mere citronsaft i. Blandingen fryses til is, det tager 4-5 timer. Der røres hver halve time i massen, mens den fryser ind, så der ikke dannes krystaller i isen.

Isen holder sig fint i fryseren. På plejecentret laver køkkenet en stor portion, som pakkes i små bægre, og kommes i husenes frysere sammen med de andre små retter. Så er de lige til at bruge, når en beboer trænger til et lille, energirigt mellemmåltid.