tirsdag den 27. januar 2009

Gang i den

Hold op, pludselig går det hurtigt. Forarbejdet bærer frugt, ting falder på plads.

Udviklingsværkstedet starter i næste uge. Om onsdagen fra 15-18. Lederne og nogle medarbejdere fra begge køkkener er med. Vi bruger første gang til at snakke sammen om, hvad indholdet skal være.

Gitte H, Lillevang, Birgitte D, hjemmeplejen, og jeg har lavet en god skitse af, hvem gør hvad omkring de undervægtige borgere. Og hvilke personalegrupper skal have hvilke viden.

Gitte og jeg fik sagt farvel til Lene O fra Ryetbo, før hun starter på nyt arbejde. Hørte mere om erfaringer fra det vellykkede ernæringsarbejde, og snakkede om hvad Lillevang kan bygge videre på.

Og så er der kommet en kommunikationsplan (udkast) og mere klarhed om, hvordan vi laver screening. Der er en plan for, hvad Louise og Louise skal lave i de 6 korte uger, vi har dem. Jeg skal på besøg hos hjemmeplejegrupperne om projektet. Og mere. Vildt.

mandag den 26. januar 2009

Møde om 'Køkkenløft'

I torsdags var Lisbeth, Tana og jeg til møde i Københavns Madhus. For at snakke om Furesø evt. skal være med, når de afprøver deres nye system for evaluering, 'Køkkenløft'.

Der var enighed rundt om bordet, at vi går videre og snakker om, hvordan det kan ske. Meeeget spændende.
Og så var der lige fotografering i køkkenet til det materiale, der skal ud til de institutioner, der skal deltage i 'Køkkenløft'.
Vi kiggede med, mens et par køkkenmedarbejdere fra plejehjemmet Peder Lykke Centret løftede låg på dampende gryder og den slags til billederne. Og snakkede med dem om, hvor glæde de er for at være med i projektet. Og at vi bare skal komme på besøg og se, hvad de laver. I det hele taget en fornøjelig dag.

onsdag den 21. januar 2009

Værksted i køkkenet

I går var jeg til morgenpause i Lillevangs køkken og snakke om udviklings-værkstedet. Der er start d. 5 feb., men allerede nu har køkkenfolkene mange gode ideer.

3 timer hver torsdag eftermiddag mødes vi i køkkenet til udvikling. Uden for arbejdstiden, så der bliver ro til at lære nyt og prøve sig frem.

Der skal skabes flere retter til småtspisende og andre med særlige næringsbehov. Eksperimenteres med at bruge flere grønsager og andre kødudskæringer. Smages på kartofler. Inspireres af gæstekokke og diætister. Udvikle fra borgernes, medarbejdernes og plejepersonalets ideer.

Måske kommer der snart en thailandsk ret på menuen? Eller nordsjællands bedste svinekæber med svesker?

tirsdag den 13. januar 2009

Gode erfaringer fra Kbh

I fredags fik Kræsekost projektgruppen besøg af Henriette Friis Sørensen og Kirsten Goos - 2 af de 4 kostkonsulenter, der arbejder med ernæring i Kbh. Rigtig spændende!

Kbh. tilbyder ernæringsterapi til hjemmeboende ældre med en BMI under 24. De får 5 besøg af sygeplejen eller en kostkonsulent, som vejer og rådgiver om betydningen af ernæring, kostplan mm. Også til de pårørende.

Madservicen har også energitætte retter til småtspisende på menuen.

Erfaringerne er gode - 3/4 af de, der har modtaget terapien, har taget på eller stabiliseret vægten. I gennemsnit har de taget 3,2 kg. på hver.

Efter et par år som forsøg er tilbuddet nu permanent til hjemmeboende. På plejehjem er det stadig forsøg.

De har lavet en del godt materiale - f.eks. billeder af ernæringsrige drikke og -mellemmåltider og ernæringsfattige ditto. Til hjemmeplejen og borgerne selv.

Og så var det dejligt at holde mødet på Gedevasevang. Dagens menu - frikadeller - fra Lillevang, varmede køkkenet til os. Tak til Birgit og køkkenet for gæstfriheden. Og ikke mindst den lækker kage!